Udgivet i

10 gode tips til ammeetablering

Ammeetablering er den periode, hvor amningen finder sin form. Hvor mor og barn lærer hinanden at kende, og hvor mælkeproduktionen tilpasser sig barnets behov. For mange tager det noget tid – og det er helt okay. 

De fleste oplever, at ammeetableringen strækker sig over de første 6-8 uger. I den periode er amningen sårbar, kan være hyppig, uforudsigelig og til tider krævende. Det betyder ikke at noget er galt. Tværtimod er det et tegn på, at I er ved at finde hinanden og kroppen indstiller sig.

Her er 10 blide, men vigtige tips, der kan støtte jer i processen.

1. Hyppig amning er en del af etableringen 

Nyfødte vil ofte ammes meget – nogle gange i korte intervaller. Det er barnets måde at fortælle kroppen, hvor meget mælk der skal produceres. Det er ikke unormalt at amme hver eller hver anden time døgnet rundt, indtil amningen er etableret.

2. Drik masser af væske 

Når du ammer, bruger kroppen ekstra væske til at danne mælk. Mange oplever, at det hjælper at have vand inden for rækkevidde, f.eks. i en drikkedunk, der nemt kan åbnes med én hånd. Drik gerne 2,5-3 liter væske i døgnet, når du ammer. 

3. Lær barnets tidlige signaler at kende

Spædbørn kommunikerer ikke kun med gråd, selvom det ofte kan føles sådan. Der er mange små signaler, der kan fortælle, at barnet er ved at blive sultent – som at søge, smaske eller føre hænderne til munden.

Når barnet tilbydes brystet ved de tidlige sulttegn, bliver amningen ofte mere rolig for jer begge.

4. Drop planer og mange besøg

De første uger handler i høj grad om at lære hinanden at kende. Mange oplever, at for mange planer eller besøg kan tage roen fra amningen. Hvis det er muligt, kan det være hjælpsomt at holde dagene enkle og give plads til hvile og hud-mod-hud-kontakt.

5. Variér ammestillinger 

Det kan være hårdt for kroppen at amme – både for skuldre, ryg og bækken. Forskellige ammestillinger kan aflaste både dig og barnet. Nogle gange er det også blot et skift i stilling, der skal til for at få lagt barnet godt til brystet.

6. Undgå unødig supplering

Hvis barnet trives, tager på i vægt og har våde bleer, er der ikke behov for at supplere med ekstra mælk ved siden af. Supplering kan påvirke både mælkeproduktion og sutteudvikling. 

7. Husk, I er på jeres egen rejse

Nogle etablerer amning hurtigt, andre langsommere. Mælkeproduktion, hvor meget man kan udpumpe, hvor ofte og længe man ammer – det er alt sammen individuelt. Sammenlign jer ikke for meget med andre. 

8. Lær at give dit barn blid massage

Amning er hårdt arbejde for mange af musklerne i barnets ansigt, nakke og krop. Blid babymassage kan være med til at forberede musklerne, så barnet lettere får et dybere tag og bedre udholdenhed ved brystet. 

Vil du lære en enkel massagerutine, kan du finde mit videokursus i babymassage her. 

9. Pas på med pumpen

En brystpumpe kan være en hjælp i nogle situationer, men hyppig eller tidlig brug kan tage fokus fra amningen ved brystet. For nogle kan det skabe unødig stress eller skabe en overproduktion af mælk. 

10. Snackstationen

Når du ammer, bruger kroppen ekstra energi. En lille snackstation, f.eks. en kurv ved sofaen eller et fad på bordet, kan gøre det lettere at få spist lidt oftere.

Vælg snacks, der er nemme at spise med én hånd, som kiks, nødder, frugt eller muslibarer, så energien holdes oppe i løbet af dagen. 

Hvis det føles som om det ikke fungerer

Nogle gange er ammeetablering mere udfordrende, end man havde forestillet sig. Måske gør det ondt. Måske bliver barnet hurtigt træt ved brystet. Måske er man i tvivl om, hvorvidt barnet får nok mælk. Hvis det føles sådan, er det ikke et tegn på, at du gør noget forkert. Det er et tegn på, at I har brug for støtte. 

Ammevejledning kan gøre en stor forskel.

Forskning viser, at forældre, der får professionel støtte, har langt bedre forudsætninger for at få amningen til at fungere. En stor undersøgelse fra 2017 viser, at mødre, der modtog ammevejledning, havde 5 gange større chance for at lykkes med amningen. (McFadden et al., 2017)