Forfatter: Julie Guldborg

Udgivet i af

Hjælp dit barn under tandfrembrud

Tandfrembrud er en af de milepæle, mange forældre både venter på og frygter lidt. Nogle børn mærker næsten ingenting, mens andre reagerer tydeligt.

Hvorfor gør tandfrembrud ondt?

Når en tand er på vej op, bevæger den sig fra kæbeknoglen, gennem gummen og tandkødet. Det giver tryk, spænding og ømhed – nogle gange i et par dage, før tanden faktisk kan ses. Når tanden først er brudt igennem huden, vil smerterne så småt forsvinde. Det tager typisk 5 dages tid, hvor barnet er påvirket af tandfrembruddet.

Små børn bruger munden meget, til amning, spisning og blot når de leger og undersøger. Smerter og kløe kan påvirke barnet meget.

Når amningen og spisning bliver svært

Under tandfrembrud er det helt almindeligt at barnets sutteteknik ændrer sig. Nogle børn vil under tandfrembrud:

  • Sutte overfladisk
  • Slippe vakuum ofte
  • Svubbe/skøjte på bryst eller flaske
  • Bide sammen i stedet for at sutte

Er barnet begyndt på fast føde er det også normalt at det midlertidigt afviser maden eller ikke er så god til at spise som normalt. Det er helt normalt hvis barnet:

  • Spiser mindre i en periode
  • Kun vil have blødt mad
  • Skruer op for amning og ned for lysten til mad

Så længe barnet trives og ikke afviser alle former for væske, er det sjældent et problem.

Støt barnet under tandfrembrud

Man kan ikke forkorte tiden det tager for tanden at bryde igennem, men man kan støtte barnet igennem det. Det kan f.eks. lindre på smerterne at:

  • Give barnet bidelegetøj, gerne køligt (ikke frossen)
  • Tilbyde hyppige, korte amninger
  • Benytte kølende teething gel 
  • Lade barnet bruge en sut, også i vågentid
  • Sænk forventningerne til måltider
  • Masser barnets gummer med en finger
  • Masser kæben, på ydersiden hvor tanden bryder igennem
  • Brug Panodil efter lægens anvisning

Hvornår skal man være opmærksom?

Tandfrembrud kan give ubehag og feber. Det er normalt og ufarligt. 

Hvis du er i tvivl, eller dit barn virker alment påvirket, er det altid relevant at tale med sundhedsplejerske eller læge.

Udgivet i af

10 gode tips til ammeetablering

Ammeetablering er den periode, hvor amningen finder sin form. Hvor mor og barn lærer hinanden at kende, og hvor mælkeproduktionen tilpasser sig barnets behov. For mange tager det noget tid – og det er helt okay. 

De fleste oplever, at ammeetableringen strækker sig over de første 6-8 uger. I den periode er amningen sårbar, kan være hyppig, uforudsigelig og til tider krævende. Det betyder ikke at noget er galt. Tværtimod er det et tegn på, at I er ved at finde hinanden og kroppen indstiller sig.

Her er 10 blide, men vigtige tips, der kan støtte jer i processen.

1. Hyppig amning er en del af etableringen 

Nyfødte vil ofte ammes meget – nogle gange i korte intervaller. Det er barnets måde at fortælle kroppen, hvor meget mælk der skal produceres. Det er ikke unormalt at amme hver eller hver anden time døgnet rundt, indtil amningen er etableret.

2. Drik masser af væske 

Når du ammer, bruger kroppen ekstra væske til at danne mælk. Mange oplever, at det hjælper at have vand inden for rækkevidde, f.eks. i en drikkedunk, der nemt kan åbnes med én hånd. Drik gerne 2,5-3 liter væske i døgnet, når du ammer. 

3. Lær barnets tidlige signaler at kende

Spædbørn kommunikerer ikke kun med gråd, selvom det ofte kan føles sådan. Der er mange små signaler, der kan fortælle, at barnet er ved at blive sultent – som at søge, smaske eller føre hænderne til munden.

Når barnet tilbydes brystet ved de tidlige sulttegn, bliver amningen ofte mere rolig for jer begge.

4. Drop planer og mange besøg

De første uger handler i høj grad om at lære hinanden at kende. Mange oplever, at for mange planer eller besøg kan tage roen fra amningen. Hvis det er muligt, kan det være hjælpsomt at holde dagene enkle og give plads til hvile og hud-mod-hud-kontakt.

5. Variér ammestillinger 

Det kan være hårdt for kroppen at amme – både for skuldre, ryg og bækken. Forskellige ammestillinger kan aflaste både dig og barnet. Nogle gange er det også blot et skift i stilling, der skal til for at få lagt barnet godt til brystet.

6. Undgå unødig supplering

Hvis barnet trives, tager på i vægt og har våde bleer, er der ikke behov for at supplere med ekstra mælk ved siden af. Supplering kan påvirke både mælkeproduktion og sutteudvikling. 

7. Husk, I er på jeres egen rejse

Nogle etablerer amning hurtigt, andre langsommere. Mælkeproduktion, hvor meget man kan udpumpe, hvor ofte og længe man ammer – det er alt sammen individuelt. Sammenlign jer ikke for meget med andre. 

8. Lær at give dit barn blid massage

Amning er hårdt arbejde for mange af musklerne i barnets ansigt, nakke og krop. Blid babymassage kan være med til at forberede musklerne, så barnet lettere får et dybere tag og bedre udholdenhed ved brystet. 

Vil du lære en enkel massagerutine, kan du finde mit videokursus i babymassage her. 

9. Pas på med pumpen

En brystpumpe kan være en hjælp i nogle situationer, men hyppig eller tidlig brug kan tage fokus fra amningen ved brystet. For nogle kan det skabe unødig stress eller skabe en overproduktion af mælk. 

10. Snackstationen

Når du ammer, bruger kroppen ekstra energi. En lille snackstation, f.eks. en kurv ved sofaen eller et fad på bordet, kan gøre det lettere at få spist lidt oftere.

Vælg snacks, der er nemme at spise med én hånd, som kiks, nødder, frugt eller muslibarer, så energien holdes oppe i løbet af dagen. 

Hvis det føles som om det ikke fungerer

Nogle gange er ammeetablering mere udfordrende, end man havde forestillet sig. Måske gør det ondt. Måske bliver barnet hurtigt træt ved brystet. Måske er man i tvivl om, hvorvidt barnet får nok mælk. Hvis det føles sådan, er det ikke et tegn på, at du gør noget forkert. Det er et tegn på, at I har brug for støtte. 

Ammevejledning kan gøre en stor forskel.

Forskning viser, at forældre, der får professionel støtte, har langt bedre forudsætninger for at få amningen til at fungere. En stor undersøgelse fra 2017 viser, at mødre, der modtog ammevejledning, havde 5 gange større chance for at lykkes med amningen. (McFadden et al., 2017)

Booking

Udgivet i af

Tungebåndet der ikke findes – det bagerste og det forreste tungebånd

Mange forældre får i dag at vide, at deres barn enten har et stramt forreste eller et stramt bagerste tungebånd. Det kan lyde som to forskellige typer – næsten som to forskellige diagnoser.

Men her er det vigtigt at sige det tydeligt:
Der findes kun ét tungebånd.

Og vi har alle sammen et. Der findes altså ikke et forreste og et bagerste tungebånd.
Det, vi taler om, er forskellige måder, det samme tungebånd kan hæfte på.

Hvor opstår misforståelsen?

På engelsk bruges ofte betegnelserne anterior og posterior tongue-tie. De begreber beskriver i praksis, hvor i tungen begrænsningen opleves – ikke at der er tale om to forskellige bånd. 

Når man taler om det “forreste” tungebånd (anterior), mener man typisk en hæftning, der sidder langt fremme og kan ses med det blotte øje. Tungespidsen løfter sig dårligt, og båndet kan ligne en tydelig streng.

Når man taler om det “bagerste” tungebånd (posterior), handler det om en hæftning, der ligger længere inde i tungen. Her er tungebåndet ofte ikke tydeligt ved et hurtigt kig, fordi restriktionen ligger dybt i vævet. Ofte kan det kun mærkes ved undersøgelse med trænede fingre.

Det er altså ikke forskellige tungebånd, men forskellige måder, det samme tungebånd kan sidde og påvirke tungens bevægelighed på.

Når tungebåndet ikke kan ses, men stadig har betydning

En af de største misforståelser omkring tungebånd er, at det kun er relevant, hvis man tydeligt kan se det. Sådan er det ikke i virkeligheden. 

Hos nogle børn ligger restriktionen så dybt, at tungebåndet slet ikke er synligt. Derfor er det vigtigt at vurdere tungebånd ud fra tungens funktion og bevægelighed, og ikke (kun) ud fra, hvordan det ser ud. 

En begrænsning i tungen kan blandt andet vise sig ved, at tungen:

  • har svært ved at løfte sig op mod ganen
  • trækker i mundgulvet ved bevægelse fra side til side
  • ikke kan rulle tætsluttende op mod ganen ved synkning
  • ikke kan komme frit ud over læberne
  • hviler lavt i munden eller falder tilbage mod svælget

I de situationer kan tungebåndet stadig være stramt, selvom det ikke kan ses. Det er den type, der ofte omtales som “det bagerste tungebånd”.

Hvornår giver det mening at få tungebåndet vurderet?

Hvis du oplever, at noget ikke fungerer optimalt, kan det give mening at få tungebåndet vurderet – også selvom du ikke kan se et tydeligt bånd. 

Det kan for eksempel være ved:

  • smertefuld eller udfordret amning
  • tidlig træthed hos barnet under amning
  • problemer med spisning eller madopstart 
  • mundvejrtrækning, uro eller anstrengt søvn
  • luftslugning, meget gylp eller opkast
  • orale aversioner 

En mundmotorisk undersøgelse kan afklare, om tungebåndet spiller en rolle, eller om der er andre forhold, der er vigtigere at arbejde med. 

En gang for alle

Det “bagerste tungebånd” er ikke et ekstra tungebånd, der gemmer sig. Og et tungebånd kan godt være stramt, selvom vi ikke kan se det, der ofte kaldes det “forreste tungebånd”. 

Hvis du som forælder har en fornemmelse af, at dit barn kæmper, er den fornemmelse værd at tage alvorligt. Du kan for eksempel starte med en grundig mundmotorisk vurdering, og derfra finde ud af, hvad der giver mening for netop dit barn.

Udgivet i af

Sådan får du tungen op i ganen

Tungens placering i munden er ikke noget, de fleste forældre går og tænker over. Men tungens hvileposition har stor betydning for vejrtrækning, søvn, udviklingen af mundhulen og den plads der skal være til tænderne.

Når man først er blevet opmærksom på det, kan det være svært ikke at holde øje med barnets tunge. Hvis den ligger lavt i munden, kan du måske være nysgerrig på, hvad du selv kan gøre for at støtte, at tungen finder bedre op i ganen.

Tungens hvileposition er refleksstyret

Tungens hvileposition er ikke noget, barnet aktivt vælger. Det styres i høj grad af en postural refleks, som hjælper tungen med automatisk at finde op i ganen, når munden er i ro. 

Når denne refleks fungerer, hviler tungen let mod ganen, læberne er lukkede og der er mindst mulig belastning omkring mund og luftveje. 

Men refleksen er afhængig af, at tungen:

  • Kan bevæge sig frit 
  • Har styrke og udholdenhed
  • Er trænet og koordineret i sine bevægelser

Hvis blot én af disse forudsætninger mangler, kan tungen blive liggende lavt i munden.

Hvorfor ligger tungen ikke i ganen?

Der kan være flere grunde til, at tungen ikke finder sin naturlige hvileposition:

Stramt tungebånd

Hvis tungen er begrænset i sin bevægelighed, kan det være svært eller ubehageligt for den at nå op i ganen. 

Langvarig brug af sut

En sut kan holde tungen nede og fremme i munden. Over tid kan det hæmme den posutrale refleks, så tungen forbliver lavt placeret, også efter sutten er udfaset.

Mundvejrtrækning

Hvis munden ofte står åben, i hvile eller under søvn, mister tungen de naturlige rammer, der støtter dens opadgående placering.

Manglende styrke og udholdenhed

Selvom tungen godt kan komme op i ganen, er det ikke sikkert, at den er stærk nok til at holde sig der. Det gælder særligt hos børn, der tidligere har haft restriktioner, som stramt tungebånd.

Spændinger i og omkring munden

Spændinger i kæbe, læber eller mundbund kan påvirke tungens bevægelighed og det samlede samarbejde i munden.

Det kan du selv gøre

I stedet for at fokusere på at få tungen op i ganen, giver det ofte mere mening at støtte de forhold, der gør det muligt for tungen selv at finde derop. 

Det kan for eksempel handle om at:

  • Hjælpe barnet med at lukke munden under søvn. 
  • Stimulere tungen med bevægelse og legetøj 
  • Bruge sutten begrænset og udfase den tidligt
  • Få vurderet om, om der er fysiske begrænset i tungen
  • Give barnet afslappende ansigtsmassage 
  • Med større børn lege med lyde som “lalala”, “nanana” og “dadada”, som inviterer tungen opad

Små, daglige justeringer kan over tid gøre en stor forskel.

Tungens hvileposition efter klip af tungebånd

Man kan ikke forvente at en tunge, der har været begrænset af et stramt tungebånd, automatisk finder op i ganen efter et klip.

Et klip fjerner en mekanisk begrænsning, men det træner ikke tungen. For at tungen selv kan finde sin hvileposition, kræver det:

  • At tungen opbygger styrke
  • At den posturale refleks igen bliver aktiv
  • At bevægelighed og kontrol øges

For nogle børn tager det uger, for andre måneder. Udviklingen sker gradvist, og ikke fra den ene dag til den anden.

Vil du læse mere?

Du finder flere indlæg om mundmotorik, næsevejrtrækning og tungens funktion her på bloggen. Du kan også finde programmer til træning af eksempelvis næsevejrtrækning.

Programmer
Udgivet i af

Tre ting, der kan gøre madopstart sværere end nødvendigt

Opstart af fast føde er ofte noget forældre glæder sig til – men det kan også hurtigt give frustration. Her er tre meget almindelige ting, mange gør i god mening, men som kan gøre madopstarten mere udfordrende, end den behøver at være.

1. At starte før barnet er klar

Når man starter fast føde for tidligt, kan kroppen ganske enkelt være uforberedt. Fordøjelsen er ikke moden, og maden kan blive liggende i maven uden rigtigt at komme videre. For nogle børn viser det sig som mavepine, uro eller generel utilpashed. 

Samtidig kan mundmotorikken være umoden. Tungen, læberne og kæben arbejder stadig refleksstyret, og nogle af de reflekser, der beskytter barnet, kan komme til at modarbejde spisningen. 

Barnet kan dermed få en tidlig oplevelse af, at mad ikke føles rart, og det kan præge relationen til maden længe efter.

2. At made barnet i stedet for at lade det spise selv

Det er helt naturligt at ville hjælpe barnet og sørge for, at maden kommer ind i munden. Men når vi mader barnet, springer vi nogle vigtige skridt over.

Barnet får ikke mulighed for at:

  • Sanse maden med hænder og mund
  • Aktivere og udvikle mundmotorikken
  • Starte spytproduktionen og understøtte fordøjelsen helt naturligt
  • Styrke øje-hånd-koordination

Når maden blot bliver placeret i munden, lærer barnet ikke at mærke sin egen appetit, sult og mæthed.

Selvom barnet kan virke ivrig og åbne munden, er det ofte mere hensigtsmæssigt, at barnet selv styrer processen. Det kan ske ved at placere en preloaded ske på bordet foran barnet eller tilbyde maden som finger good, barnet selv kan samle op. 

Det giver ro, ejerskab og nødvendig erfaring.

3. At tilbyde mad, når barnet er meget sultent

Det kan virke logisk at tilbyde fast føde, når barnet er rigtig sultent. Så er der jo motivation for at spise. 

Men i starten handler spisning ikke om mæthed. Det handler om sansning og øvelse. 

Når barnet er meget sultent, vil det ofte være ivrigt og ukoordineret i sine bevægelser. Det kan give anledning til frustration over at maden ikke kommer hurtigt nok ned i maven, og gøre oplevelsen ubehagelig. 

En mere tryg tilgang er at lade måltidet ligge ca. 30 minutter efter amning eller flaske. Så er barnet ikke sultent, men nysgerrigt, og har overskud til at udforske.

En tryg madopstart tager tid

En god og holdbar madopstart handler ikke om at det skal gå hurtigt. Det kan kræve lidt at sætte de rigtige rammer og finde den rigtige timing, men det kan være umagen værd, på den lange bane. 

Når maden ikke haster, bliver den ofte lettere at gå til.

Udgivet i af

Det optimale vindue for klip af tungebånd

Når et tungebånd vurderes stramt, kommer spørgsmålet ofte hurtigt: Hvornår skal det klippes?

For at få ønsket effekt af klippet, handler det i høj grad om hvornår man gør det. Det er her vi taler om det, jeg kalder det optimale vindue for klip.

Hvad betyder “det optimale vindue”?

Det optimale vindue for klip, hvor barnets krop, mundmotorik og nervesystem er så godt forberedt, at klippet har de bedste forudsætninger for faktisk at føre til funktionel forandring. 

Et klip er en mekanisk frigørelse. Men det er først, når kroppen er klar til at tage den nye bevægelighed i brug, at klippet har en værdi. 

Derfor er timing en vigtig detalje.

Kriterier for at være i det optimale vindue

Når jeg vurderer om et barn er klar til klip, ser jeg ikke kun på tungebåndet. Jeg ser på hele barnet, dets krop og trivsel.

Et barn er typisk i det optimale vindue, når:

  • Tungen har opnået så meget bevægelighed som muligt inden klip
    Selvom tungebåndet er stramt, kan tungen ofte trænes til bedre kontrol, løft og udholdenhed. Jo mere funktion der er på forhånd, jo bedre kan tungen udnytte sin frihed efter klip.

    Det opnår I med mundmotoriske øvelser.
  • Kroppen er tilstrækkeligt afspændt
    Spændinger i kæbe, hals, nakke, mundbund, kinder eller kranie kan fastholde uhensigtsmæssige bevægemønstre – også efter et klip. Afspænding er ofte en forudsætning for, at klippet får effekt.

    Det opnår I med kropsbehandling.
  • Nervesystemet er i ro
    Når nervesystemet er i ro på forhånd, ser vi oftere, at barnet hurtigere regulerer sig igen efter klippet, og at oplevelsen ikke sætter sig som vedvarende ubehag i kroppen.

    Det opnår I ved fokus på ro.
  • Der er etableret øvelser og træning, som kan fortsættes efter klip

Et klip uden efterfølgende arbejde giver sjældent det fulde udbytte. Barnet (og forældrene) skal være klar til at fortsætte øvelserne bagefter – ellers risikerer man at tungen ikke lærer at bruge sin nye frihed.

Det kræver, at barnet har en alder, hvor det kan samarbejde. (Eller er spædbarn, og forældrene kan udføre øvelser)

Når disse forudsætninger er til stede, ser vi langt oftere, at klippet faktisk fører til forbedringer i amning, spisning, vejrtrækning og generel mundfunktion.

Jeg anbefaler ikke klip samme dag som vurdering

Mange steder er det kutyme at vurdere tungebånd og foretage klip samme dag. Det kan virke effektivt, men fagligt er jeg ikke enig i, at det altid er den bedste løsning. 

Når man klipper samme dag, har man sjældent:

  • Haft tid til at vurdere kroppens samlede spændingsmønstre
  • Forberedt tungen funktionelt
  • Givet nervesystemet mulighed for at finde ro
  • Sikret, at der er en plan for det efterfølgende arbejde

Det betyder ikke at klippet er forkert. Men det øger risikoen for, at klippet ikke giver den ønskede effekt. 

Undtagelsen er naturligvis de situationer, hvor et tidligt klip er nødvendigt. For eksempel vil spædbørn med massiv restriktion, hvor vægtøgning eller ernæring er truet. Her kan tid være en afgørende faktor, og der er ikke altid mulighed for at vente.

Det optimale vindue er ikke ens for alle

Det vigtigste at tage med sig er: Dit barn har sit eget udgangspunkt og sit eget behov. 

Der findes ikke ét rigtigt tidspunkt, der gælder for alle børn. Nogle bliver klar på få uger, mens andre kræver måneder. Nogle bliver klar når de er 4 måneder, andre når de er 4 år. 

Når barnet er i det optimale vindue for klip, bliver klippet ikke et isoleret indgreb, men en del af en sammenhængende proces. En proces, hvor kroppen har mulighed for at følge med. 

Hvis du er i tvivl om, hvor dit barn befinder sig i den proces, kan det give ro at få lagt en behandlingsplan, der tager højde for forberedelse, timing for klip og opfølgning. Første skridt er en mundmotorisk undersøgelse. 

Det er sjældent den hurtigste løsning. 
Men det giver ofte det bedste resultat.

Udgivet i af

Sådan stopper du dit barn i at putte alt i munden

Nogle børn bruger munden rigtig meget. De tygger i legetøj, sutter på fingre, bider i løj eller stopper næsten alt i munden. For mange forældre kan det virke mærkeligt, bekymrende – eller bare svært at stoppe.

Hvorfor bruger nogle børn munden så meget?

Munden er et af de områder på kroppen med flest sanseceller. Når barnet tygger, bider eller sutter, modtager kroppen stærkt koncentreret stimuli, fra tryk, bevægelse, smag og fornemmelse. For nogle børn er det netop den type input, de har brug for. 

Det kan være barnets måde at:

  • Finde ro i kroppen
  • Håndtere uro eller overstimulering
  • Koncentrere sig
  • Mærke munden og stimulere tunge, kinder og kæbe
  • Regulere følelser
  • Udforske verden
  • Dulme smerter 

Fagligt kaldes det ofte oral sansesøgende adfærd, men i hverdagen kan man tænke på det som: Et barn, der bruger munden som sit vigtigste redskab til at regulere sig selv.

Hvornår er det ikke længere normalt?

Hos små børn er det helt almindeligt at bruge munden meget. Især i de første leveår, under udviklingsspring eller når barnet er træt eller overstimuleret.

For nogle børn bliver det at putte ting i munden meget dominerende, og fortsætter efter barnet er 3 år. Det kan være værd at være nysgerrig på, hvis:

  • Barnet konstant tygger i tøj, ærmer, kraver eller lynlåsen på overtøjet 
  • Barnet har svært ved at stoppe, selvom du italesætter det
  • Munden altid er i brug, også når barnet ikke er træt eller overstimuleret
  • Adfærden går ud over leg, spisning eller socialt samspil

Her kan det være tegn på, at barnet har brug for mere eller anderledes støtte til regulering.

Hvad kan du selv gøre?

Det vigtige er, at målet ikke (kun) er at få barnet til at holde op med at bruge munden. I stedet handler det om at hjælpe barnet med at få det, det søger, på andre og mere hensigtsmæssige måder. Når behovet bliver mødt, vil adfærden ofte aftage af sig selv.  

  1. Giv barnet noget at bide i, der er lavet til det

    Tyggelegetøj af silikone
    Bideredskaber til spidsen af blyanter
    Bidehalskæder
  2. Målrettet oral stimulering

    Tyggegummi
    Slikkepinde og bolcher
    Eltandbørste / Vibrerende legetøj
  3. Brug munden på en funktionel måde

Blæs sæbebobler
Drik af sugerør
Tyg mad med mere modstand 

  1. Øg sanseinput i kroppen

    Dybe kram
    Kravle og klatre udenfor
    Gynge og rutsje 
  2. Gør spisning mere sansende

    Mad i forskellige konsistenser
    Mad i forskellige former og farver
    Spis med fingrene
  1. Sansestimulering gennem andre sanser

    Føl på sand, vand, modellervoks 
    Se på skiftende lys eller sanselamper
    Lyt til musik eller lydbøger 

Hvornår giver det mening at få hjælp?

At børn putter ting i munden er i sig selv ikke et problem. Mange vokser naturligt fra det. Hos andre er det et tegn på, at barnet enten har brug for mere stimulation – eller har svært ved at omsætte den stimuli, det får.

Det kan for eksempel hænge sammen med, at munden har begrænset bevægelighed og derfor ikke bearbejder sanseindtryk så effektivt. For andre handler det om, at kroppen mangler input, og at barnet søger ekstra stimuli gennem munden.

Hvis dit barn trives, er det fint med en forbigående fase, med oral stimulering. Men det kan give mening at søge mere viden og støtte, hvis:

  • Adfærden er meget intens eller vedvarende
  • Barnet virker uroligt i kroppen
  • Der samtidig er udfordringer med spisning, tale eller vejrtrækning
  • Munden aldrig rigtig finder ro

Du kan få min hjælp ved at booke en mundmotorisk.

Booking
Udgivet i af

Undgå sutteflasken de første 8 uger

De første uger med en nyfødt kan være intense. Barnet vil typisk ammes ofte, længe og nogle gange med meget korte pauser. For mange forældre kan det give en tvivl: Får mit barn mælk nok?

Der findes forskning, som viser, at børn der får sutteflaske inden for de første 8 uger, har mindre sandsynlighed for at etablere fuldamning. Sutteflaske kan forstyrre barnets sutteudvikling og forhold til brystet i de tidlige uger.

Hyppig amning er normalt

Det er helt normalt, at nyfødte vil ammes ofte. Især om aftenen kan barnet virke utilfreds, søgende og have behov for at komme til brystet igen og igen. 

Det betyder ikke nødvendigvis, at der mangler mælk. 

Tværtimod er den hyppige amning en vigtig måde, hvorpå barnet fortæller mors krop, hvor meget mælk der skal produceres. Hvis man i denne fase erstatter noget af amningen med flaske, får kroppen færre signaler, og mælkeproduktionen kan blive lavere, end barnet egentlig har brug for.

Hvornår har barnet brug for mere mælk?

Mange tror, at hyppige opvågninger om natten eller klyngeamning om aftenen betyder, at barnet ikke bliver mæt. Men det er sjældent tilfældet. 

I stedet kigger man på om barnet:

  • tager tilstrækkeligt på i vægt
  • har 6 eller flere våde bleer i døgnet
  • er vågent og reagerende 

Hvis disse ting er på plads, er der som udgangspunkt ikke tegn på, at barnet mangler mælk – heller ikke selvom det vil ammes ofte.

Når flasken gives for tidligt

Når et barn får flaske i de allerførste uger, kan det påvirke amningen på flere måder. Forskning viser, at tidlig supplering med flaske er forbundet med øget risiko for, at amningen enten ikke etableres fuldt eller ophører tidligere end planlagt. Mødre, der giver modermælkserstatning på flaske i den første måned, har markant større sandsynlighed for ikke at fuldamme efter 1-2 måneder sammenlignet med dem, der ikke supplerer (Flaherman et al., 2019).

Hverken sutteflasker, modermælkserstatning eller supplering er forkert. Men ved at benytte det for tidligt, kan det spænde ben for at få amningen godt i gang. Det skyldes blandt andet, at det reducerer barnets tid ved brystet og den stimulation, som er nødvendig for at opbygge og fastholde mælkeproduktionen i den sårbare opstartsperiode.

Flaskepræference

Bryst og flaske fungerer forskelligt. Når barnet spiser fra flaske, kommer mælken lettere og hurtigere, og det kræver mindre arbejde af munden. 

Hos helt små børn kan det betyde, at de hurtigt begynder at foretrække flasken. Det kaldes flaskepræference, og kan opstå overraskende hurtigt, især hos de yngste spædbørn. 

For nogle viser det sig ved, at:

  • Barnet vil ikke tage fat om brystet
  • Barnet sutter kortvarigt, slipper og skriger
  • Barnet mister interessen for brystet
  • Barnet skriger ved brystet, men falder til ro ved flaske
  • Barnet ikke vil arbejde for mælken ved brystet

Hvis der er behov for at supplere

Der kan være situationer, hvor barnet har behov for ekstra mælk, f.eks. hvis mor skal være væk fra barnet i en periode. 

I de første uger anbefales det da at supplere på måder, der ikke involverer sutteflaske. Det kan for eksempelvis være via kop, sprøjte eller fingerfeeding. 

På den måde kan barnet få den mælk, det har brug for, uden at amningen forstyrres unødigt.

Flaherman et al., 2019
Whipps et al., 2021

Udgivet i af

Hvorfor baby bider under amning – og hvad du kan gøre

Når barnet bider i brystet under amning, av! Det vil ske for næsten alle ammende på et tidspunkt. For nogle sker det en kort fase, og for andre kan det gentage sig i perioder.

Det er naturligt at undre sig:

Er det fordi barnet har fået tænder? Er barnet utilfreds? Er det med vilje?

Det handler ikke (kun) om tænderne

Det er rigtigt, at nogle børn begynder at bide i forbindelse med tandfrembrud. Når gummerne er ømme, kan det føles beroligende for barnet at bide i noget – også brystet. 

Men tandfrembrud er hverken den eneste eller den hyppigste årsag. 

Mange børn bider også før der er tænder eller i perioder uden aktivt tandfrembrud. Det kan hænge sammen med, at:

  • Mundens reflekser er ved at ændre sig
  • Barnet udvikler nye måder at bruge kæbe, tunge og læber på
  • Der opstår nysgerrighed og bevidsthed omkring munden 
  • Barnet er træt eller overstimuleret

I de fleste tilfælde er bid altså en del af den naturlige mundmotoriske udvikling, hvor barnet gradvist overtager mere kontrol over sin mund.

Reflekser og bideadfærd

I de første måneder er munden i høj grad styret af reflekser, som understøtter sutning og vakuum. Efterhånden som barnet bliver større, integreres disse reflekser, og munden skal i stedet lære at koordinere mere viljestyrede bevægelser som at bide og tygge.

I den overgang kan bevægelserne være mindre præcise. Det kan resultere i bid under amning, uden at barnet har nogen intention om det.

Det er vigtigt at huske, at refleksrespons har barnet meget lidt eller ingen kontrol over. 

Derfor hjælper det ikke at skælde ud eller blive vred på barnet. Det ændrer ikke barnets udvikling, og kan i stedet skabe uro og utryghed omkring amningen.

Hvordan du kan støtte barnet

Når barnet bider, kan det gøre ondt og man kan reagere uhensigtsmæssigt. Her er nogle blide måder at håndtere det på:

  • Forbliv rolig og blid
    Det er helt okay at sige “av”, men hold dit stemmen rolig. Fjern barnet fra brystet i stedet for at skælde ud. 
  • Afbryd vakuum hurtigt
    Hav en finger klar ved mundvigen, så du hurtigt kan bryde vakuum og tage barnet fra brystet. En kort pause er ofte nok, før barnet lægges til igen.
  • Stimuler gummerne før amning
    Et køligt bidelegetøj eller noget med struktur kan berolige gummerne og mindske trangen til at bide under amning.
  • Vær opmærksom på timing og signaler

Nogle børn bider mere, når de er trætte, overstimulerede eller mister fokus. Kortere amninger, på tidspunkter med mere overskud kan gøre en stor forskel.

Når du er i tvivl

Hvis biddene er meget hyppige, meget smertefulde, eller hvis barnet samtidig har andre udfordringer med amning, kan det give mening at se på mundmotorikken som helhed. 

I langt de fleste tilfælde er bid dog en forbigående fase og ikke et tegn på, at noget er galt. Ofte er det bare et tegn på, at barnet er i gang med at lære noget nyt.

Udgivet i af

Derfor virker klip af tungebånd ikke

Frenectomi er for mange børn et vigtigt skridt i arbejdet med stramt tungebånd, og der udøres i dag rigtig mange klip, både i Danmark og udlandet. Alligevel oplever nogle forældre, at klippet “ikke virker”. At amningen stadig er svær. At søvnen ikke ændrer sig. At tungen ikke begynder at fungere bedre. 

Det kan skabe både tvivl og frustration. Og netop derfor er det vigtigt at sige det tydeligt:

Klip af tungebånd virker – men ikke alene.

Klippet er en frigørelse

Et klip af tungebånd er en helt praktisk handling: en mekanisk frigørelse af tungen. Det giver tungen mulighed for at bevæge sig mere frit, men det lærer ikke tungen hvordan den skal bruges. 

Hvis man forventer, at mundmotorikken automatisk falder på plads bagefter, kan man blive skuffet. Ikke fordi klippet var forkert, men fordi arbejdet er stoppet for tidligt.

3 mulige årsager

Når det føles som om klippet ikke virker, er der ofte en af tre mulige årsager:

  1. Klippet har ikke været tilstrækkeligt
    Nogle gange er klippet for overfladisk. Det kan se fint ud, men den dybere restriktion er ikke reelt frigjort. I de tilfælde har tungen stadig ikke den bevægelighed, der er nødvendig for at ændre funktion
  2. Det efterfølgende arbejde mangler

Når tungen har været begrænset, har den ikke haft mulighed for at udvikle styrke, koordination og udholdenhed. Efter et klip er det nødvendigt at arbejde videre med:
– Mundmotorisk træning (F.eks. OMFT)
– Afspænding af bindevæv i mund og krop (kropsbehandling, f.eks. MFR)

Uden dette arbejde ved tungen ofte ikke, hvordan den skal bruge sin nye frihed. 

  1. Forventningerne har været urealistiske
    Et klip er ikke en mirakelkur. Det løser ikke i sig selv søvnproblemer, ammeudfordringer eller spisevanskeligheder fra den ene dag til den anden. Forandringer tager tid, og sker gradvist. 

Timing og tålmodighed er afgørende

Det er vigtigt at vide, at man ikke kan vurdere effekten af et klip kort tid efter. Kroppen skal nå at omstille sig, og tungen skal trænes i sin nye bevægelighed. 

Ofte giver det først mening at evaluere effekten efter 6-8 uger, når:

  • Der har været løbende behandling
  • Der er lavet daglige, målrettede øvelser
    F.eks. disse standardiserede øvelser til tungebånd
  • Kroppen har haft tid til at integrere forandringerne

At der ikke er en tydelig effekt de første uger, betyder ikke, at klippet ikke virker.

Helhedsindsatsen er det, der skaber forandring

Mundmotorikken er kompleks, og hænger tæt sammen med spændinger og bevægelsesmønstre i resten af kroppen. Derfor giver det sjældent mening at fokusere på ét enkelt sted.  

Når klip af tungebånd kombineres med mundmotorisk træning og kropsbehandling, skabes de bedste forudsætninger for, at tungen kan tage sin nye bevægelighed i brug.

I takt med at forudsætningerne ændrer sig, og nye funktioner bliver mulige, kan det også give mening at få vejledning i amning eller spisning. Det hjælper barnet – og forældrene, med at omsætte de nye muligheder til praksis i hverdagen.

Vigtig afrunding…

Klip af tungebånd virker – når det udføres ordentligt af en kompetent fagperson, og når det ses for det, det er: en praktisk frigørelse af tungen.

Men frigørelsen er kun begyndelsen. For at få reel effekt skal barnet være klar, kroppen understøttes og forløbet følges til døren med træning, behandling og realistiske forventninger.