
For de fleste forældre er det en stor beslutning, om barnets tungebånd skal klippes. Og det er naturligt at være i tvivl.
Svaret er sjældent sort/hvidt. Og det er vigtigt at vide, at både tilvalg, fravalg eller at vente på den rigtige timing, kan være det helt rigtige valg – afhængigt af barnet og funktionsniveauet.
Hvad er et klip egentlig?
Et klip af tungebånd er en mekanisk frigørelse af det væv, der begrænser tungens bevægelighed (stramt tungebånd). Formålet er at give tungen mulighed for at bevæge sig fuldt og frit.
Når tungen har tilstrækkelig bevægelighed, skaber det bedre forudsætninger for:
- Effektiv og afslappet vejrtrækning
- Amning uden smerter og kompensation
- Spisning og synkning med god koordination
- Mundmotoriske færdigheder som at spytte, puste og suge
Et klip skaber altså en frihed i tungen, som tidligere har været begrænset af det stramme væv.
Når det giver mening at vælge klippet til
Et klip kan være relevant, når tungebåndet reelt begrænser tungens mobilitet, og når den begrænsning ikke kan afhjælpes tilstrækkeligt med øvelser og træning alene.
Det gælder særligt, når restriktionen ikke kun påvirker selve tungen, men også giver anledning til kompensation andre steder i kroppen. Det kan for eksempel være:
- vedvarende spændinger i kæbe, hals eller nakke
- belastende kompensationer i kinder, læber eller mundbund
- påvirkning af kranie og hovedstilling
- betydelig påvirkning af vejrtrækning
- vedvarende udfordringer med amning eller spisning
I de situationer kan klippet være et vigtigt led i at skabe bedre forudsætninger for, at kroppen kan slippe kompositionerne og finde mere hensigtsmæssige bevægemønstre.
Hvornår giver det mening at vælge klip fra?
Der findes også flere situationer, hvor det giver god mening ikke at klippe. Herunder:
- Hvis barnet kan kompensere på en måde, der ikke er belastende
- Hvis der ikke er udfordringer med spisning, vejrtrækning eller trivsel
- Hvis man med øvelser, træning og afspænding kan opnå en forbedring, der vurderes som stabil og vedvarende.
I de tilfælde kan man godt leve med et stramt tungebånd uden gener.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at mundmotorik ikke er statisk.
I takt med at barnet vokser, kraniet udvikler sig, og mundhulen ændrer form, stilles der nye krav til tungens bevægelighed. Det betyder, at noget, der fungerer fint i én periode, kan ændre sig senere.
Derfor giver det mening at tage tungebåndet op til løbende revurdering, hvis barnet på et tidspunkt begynder at få nye udfordringer eller ikke længere kan kompensere hensigtsmæssigt.
Når det giver mening at vente med klip af tungebånd
Nogle gange er valget ikke klart ja eller nej. Nogle gange handler det om timing.
Når vi taler om klip af tungebånd, er det vigtigt at have øje for, om barnet er i det, jeg kalder det optimale vindue for klip. Det er noget, jeg altid arbejder ud fra, når et klip overvejes.
Jo mindre barnet er, jo kortere forberedelse kræver det typisk at nå dette vindue. Hos større børn kan forberedelsen tage længere tid.
For at være i det optimale vindue for klip, skal barnet blandt andet:
- være tilstrækkeligt afspændt i muskler og bindevæv
- have opbygget så meget tungestyrke som muligt
- have et nervesystem, der er i ro
- være i gang med øvelser og træning, som barnet kan samarbejde om at fortsætte efter klip
Hvis disse forudsætninger ikke er til stede, får man sjældent fuld udbytte af klippet. I nogle tilfælde betyder det, at man bør vente til barnet er ældre.
Det er vigtigt at sige, at man ikke altid har den luksus at kunne vente. Ved spædbørn med massiv restriktion og udfordret vægtøgning kan et tidligt klip være afgørende og nødvendigt.
Er du i tvivl om dit barns tungebånd skal klippes?
Hvis du står midt i tvivlen, er det ofte en stor hjælp at få lagt en behandlingsplan, hvor man tager højde for at finde barnets optimale vindue for klip. Ønsker du min hjælp til det, finder du ledige tider til mundmotorisk undersøgelse her.
Du kan også begynde at arbejde med dit barn derhjemme. Mine mundmotoriske øvelser til stramt tungebånd kan bruges både før og efter et klip, og de kan være med til at skabe bedre forudsætninger, uanset hvilken vej I ender med at gå.
Beslutninger om klip handler om helhed og timing – og om at vælge det, der giver bedst trivsel for netop dit barn





