
Når amningen er svær, er det helt naturligt at lede efter en løsning. Noget, der kan gøre en forskel hurtigt. For når amning gør ondt, barnet virker frustreret, mælken ikke løber til eller amningerne strækker sig over flere timer, er der ofte ikke meget overskud tilbage.
I den situation kan et klip af tungebånd komme til at fremstå som en genvej: Hvis tungebåndet bliver klippet, så løser det sig.
Men her det vigtigt at sige klart:
Et klip er ikke en genvej til god amning.
Hvad et klip kan – og ikke kan
Et klip af tungebånd er en mekanisk frigørelse. Det kan give tungen mere frihed til bevægelse.
Men et klip:
- lærer ikke barnet at sutte
- ændrer ikke automatisk tungens styrke og koordination
- løser ikke spændinger i kæbe, hals eller krop
- ændrer ikke nødvendigvis måden, barnet tager fat om brystet
Med andre ord: Et klip skaber frihed, men ikke funktion.
God amning kræver, at tungen kan løfte sig, skabe vakuum og arbejde rytmisk sammen med resten af munden. Hvis de færdigheder ikke er udviklet eller er hæmmet af spændinger, forsvinder udfordringerne ikke nødvendigvis, bare fordi tungebåndet er klippet.
Hvorfor nogle oplever at klippet “ikke virker”
Mange forældre fortæller, at de havde håbet på en hurtig forbedring, men oplever, at amningen stadig er svær efter klippet.
De fleste vil opleve en forandring i amningen, men man er ikke garanteret en forbedring.
Det betyder ikke at klippet var forkert, men at det først er nu arbejdet begynder, med at forbedre sutteteknik og amning.
Når tungen har været begrænset, har den ikke haft mulighed for at udvikle optimal styrke, udholdenhed og koordination. Efter et klip skal tungen lære at bruge sin nye frihed.
Uden støtte, træning og tid kan barnet falde tilbage i gamle bevægemønstre og kompensationer.
Amning er mere end tungen alene
Ammeproblemer er sjældent kun et spørgsmål om tungebåndet. Amning påvirkes også af:
- barnets kropslige spændinger
- kæbe- og nakkespændinger
- barnets nervesystem og ro
- hvordan barnet lægges til brystet
- ammestillinger og håndgreb
- samarbejdet mellem mor og barn
- eftervirkning fra fødslen hos både moderen og barnet
Hvis disse forhold ikke bliver set, kan et klip komme til at stå alene – og så bliver forventningerne ofte større end det, klippet reelt kan levere.
Hvornår giver et klip mening i forhold til amning
Klip af tungebånd kan være et vigtigt led i arbejdet med amning, når det indgår i en helhed.
Det gælder især, når:
- tungebåndet reelt begrænser tungens bevægelighed
- amningen er påvirket trods justering af teknik
- barnet ikke kan kompensere hensigtsmæssigt
- klippet kombineres med efterfølgende arbejde med mundmotorik
I de tilfælde kan klippet være helt afgørende, og åbne for nye muligheder. Men det er stadig ikke et quick fix.
