Udgivet i

Det optimale vindue for klip af tungebånd

Når et tungebånd vurderes stramt, kommer spørgsmålet ofte hurtigt: Hvornår skal det klippes?

For at få ønsket effekt af klippet, handler det i høj grad om hvornår man gør det. Det er her vi taler om det, jeg kalder det optimale vindue for klip.

Hvad betyder “det optimale vindue”?

Det optimale vindue for klip, hvor barnets krop, mundmotorik og nervesystem er så godt forberedt, at klippet har de bedste forudsætninger for faktisk at føre til funktionel forandring. 

Et klip er en mekanisk frigørelse. Men det er først, når kroppen er klar til at tage den nye bevægelighed i brug, at klippet har en værdi. 

Derfor er timing en vigtig detalje.

Kriterier for at være i det optimale vindue

Når jeg vurderer om et barn er klar til klip, ser jeg ikke kun på tungebåndet. Jeg ser på hele barnet, dets krop og trivsel.

Et barn er typisk i det optimale vindue, når:

  • Tungen har opnået så meget bevægelighed som muligt inden klip
    Selvom tungebåndet er stramt, kan tungen ofte trænes til bedre kontrol, løft og udholdenhed. Jo mere funktion der er på forhånd, jo bedre kan tungen udnytte sin frihed efter klip.

    Det opnår I med mundmotoriske øvelser.
  • Kroppen er tilstrækkeligt afspændt
    Spændinger i kæbe, hals, nakke, mundbund, kinder eller kranie kan fastholde uhensigtsmæssige bevægemønstre – også efter et klip. Afspænding er ofte en forudsætning for, at klippet får effekt.

    Det opnår I med kropsbehandling.
  • Nervesystemet er i ro
    Når nervesystemet er i ro på forhånd, ser vi oftere, at barnet hurtigere regulerer sig igen efter klippet, og at oplevelsen ikke sætter sig som vedvarende ubehag i kroppen.

    Det opnår I ved fokus på ro.
  • Der er etableret øvelser og træning, som kan fortsættes efter klip

Et klip uden efterfølgende arbejde giver sjældent det fulde udbytte. Barnet (og forældrene) skal være klar til at fortsætte øvelserne bagefter – ellers risikerer man at tungen ikke lærer at bruge sin nye frihed.

Det kræver, at barnet har en alder, hvor det kan samarbejde. (Eller er spædbarn, og forældrene kan udføre øvelser)

Når disse forudsætninger er til stede, ser vi langt oftere, at klippet faktisk fører til forbedringer i amning, spisning, vejrtrækning og generel mundfunktion.

Jeg anbefaler ikke klip samme dag som vurdering

Mange steder er det kutyme at vurdere tungebånd og foretage klip samme dag. Det kan virke effektivt, men fagligt er jeg ikke enig i, at det altid er den bedste løsning. 

Når man klipper samme dag, har man sjældent:

  • Haft tid til at vurdere kroppens samlede spændingsmønstre
  • Forberedt tungen funktionelt
  • Givet nervesystemet mulighed for at finde ro
  • Sikret, at der er en plan for det efterfølgende arbejde

Det betyder ikke at klippet er forkert. Men det øger risikoen for, at klippet ikke giver den ønskede effekt. 

Undtagelsen er naturligvis de situationer, hvor et tidligt klip er nødvendigt. For eksempel vil spædbørn med massiv restriktion, hvor vægtøgning eller ernæring er truet. Her kan tid være en afgørende faktor, og der er ikke altid mulighed for at vente.

Det optimale vindue er ikke ens for alle

Det vigtigste at tage med sig er: Dit barn har sit eget udgangspunkt og sit eget behov. 

Der findes ikke ét rigtigt tidspunkt, der gælder for alle børn. Nogle bliver klar på få uger, mens andre kræver måneder. Nogle bliver klar når de er 4 måneder, andre når de er 4 år. 

Når barnet er i det optimale vindue for klip, bliver klippet ikke et isoleret indgreb, men en del af en sammenhængende proces. En proces, hvor kroppen har mulighed for at følge med. 

Hvis du er i tvivl om, hvor dit barn befinder sig i den proces, kan det give ro at få lagt en behandlingsplan, der tager højde for forberedelse, timing for klip og opfølgning. Første skridt er en mundmotorisk undersøgelse

Det er sjældent den hurtigste løsning. 
Men det giver ofte det bedste resultat.

Udgivet i

Myofascial Release – hvad det er, og hvordan det kan gavne dit barn

Du har måske hørt om myofascial release, ofte forkortet MFR. Myofascial Release er en blid, manuel terapiform, hvor man arbejder med kroppens fascie – det netværk af bindevæv, som omgiver og forbinder muskler, nerver, organer og led.

I MFR anvendes lette tryk og stræk for at løsne områder, hvor bindevævet er stramt, så kroppen igen får bedre bevægelse og balance.

Hvordan kan MFR gavne børn?

Mange børn kan opleve spændinger i bindevævet – ofte uden at det er synligt udefra. Spændinger kan opstå allerede i graviditeten eller ved fødslen. Ofte opstår spændinger i bindevævet også som følge af begrænset bevægelighed et sted i kroppen.

Myofascial release kan hjælpe ved blidt at støtte kroppen i at slippe spænding, skabe bedre bevægelighed og give mere ro i nervesystemet. For de fleste børn betyder det, at kroppen og munden bliver lettere at bruge.

Mundmotorik og myofascial terapi

Et vigtigt princip bag MFR er, at kroppen er sammenhængende. Fascia forbinder ikke blot to enkelte muskler og led, men er ét kontinuerligt system, der løber fra top til tå. Tungens bindevæv har forbindelse helt ned til fødderne. 

Derfor giver det ofte mening at zoomer ud og se på hele kroppen, når vi arbejder med barnets mund.

Spændinger i mund og kæbe kan afspejle sig andre steder i kroppen. For eksempel i ryg, bækken eller omkring fordøjelsen. Omvendt kan spændinger i kroppen begrænse mundens bevægelighed og kontrol. Når vi arbejder med kroppen som helhed, kan det skabe bedre forudsætninger for, at munden fungerer mere frit.

Stramt tungebånd og MFR

Når et barn har eller har haft stramt tungebånd, handler det ikke kun om et kort stykke væv under tungen. Stramheden kan påvirke hele det fasciale netværk og skabe spændinger i kæbe, nakke og videre ned i kroppen.

Derfor anbefales kropsbehandling ofte i forbindelse med stramt tungebånd, særligt før og efter klip. Her menses manuelt arbejde med bindevævet gennem hele kroppen. 

Myofascial Release kan være en vigtig del af behandlingen af stramt tungebånd. Det er ikke et quick fix, men et supplement, der kan støtte den samlede indsats, som ofte er nødvendig, når man arbejder med stramt tungebånd.

Hvornår giver MFR mening for dit barn?

Myofascial Release kan være relevant, når:

  • Der er kompenserende spændinger i kæbe, nakke eller kroppen
  • Barnet har favoritside eller bananform 
  • Der er efterreaktioner i kroppen efter fødslen
  • Barnet har svært ved at opnå fuld kontrol af tungen og munden
  • Barnet har været, eller skal igennem frenectomy (klip af tungebånd)

En helhedsindsats for mund og krop

Når vi arbejder med barnets mund, arbejder vi også med resten af kroppen. Og når vi arbejder med kroppen, kan det afspejle sig positivt i munden. 

Vil du læse mere om, hvordan mundmotorik, vejrtrækning og kroppen hænger sammen, kan du finde flere indlæg på bloggen.