
Mundmotorisk udvikling starter allerede i graviditeten, når barnet øver sig i at synke fostervand og sutter på sine egne fingre. Efter fødslen fortsætter udviklingen.
Udvikling er individuel, men der er som udgangspunkt en række milepæle, som mange børn følger i nogenlunde samme trin.
Denne oversigt er et gennemsnitligt pejlemærke. Nogle børn er tidligere, andre senere, og det er helt okay.
0-3 måneder
Sprog: Barnet kommunikerer primært gennem gråd og små lyde. Det kaldes refleksive lyde.
Spisning: Spisning er udelukkende refleksstyret. Barnet sutter rytmisk med bølgende frem- og tilbage-bevægelser af tungen. Barnet kan smage forskellige nuancer i brystmælken, alt efter mors kost.
Nye færdigheder: Barnet kan åbne munden, lukke om bryst/sut og fastholde vakuum og suttemønster. Tungen vil lejlighedsvist bevæge sig frem og tilbage over gummerne.
Stimulering: Hud-mod-hud, ro og tålmodighed ved amning og blid berøring, omkring mund og kinder.
3-6 måneder
Sprog: Barnet begynder på det, der kaldes kurren. Her bruger barnet primært vokallyde, men også enkelte N- og M-lyde. Lydene varierer i længde, tone og styrke – også kaldet stemmeleg.
Spisning: Sutningen bliver mere effektiv og mindre refleksstyret. Barnet har bedre kontrol over suttemønsteret og kan holde et stærkere vakuum. Kæben begynder at øve sine op/ned gumle-bevægelser.
Nye færdigheder: Hænder og legetøj føres til munden. Savlproduktionen øges, og barnet begynder at lave spytbobler og bil-lyde med læberne.
Stimulering: Bidelegetøj med forskellige overflader, sang og ansigtslege, for eksempel at række tunge eller titte-bøh.
6-9 måneder
Sprog: Gentagende stavelser begynder at dukke op som “ba ba” og “ma ma”, i det man kalder kanonisk pludren. Barnet eksperimenterer med tempo og lydstyrke, og kan nogle gange skrige for sjovt.
Spisning: Munden begynder at kunne håndtere mad, med op-ned-bevægelser af kæben. Læbernes lukkeevne er fuldt udviklet og overlæben kan trække mad af en ske. Tungen begynder på side-til-side bevægelser men arbejder primært maden lige ind og ud af munden, og barnet kan derfor spytte meget mad ud.
Nye færdigheder: Barnet begynder at kunne drikke af kop med støtte og kan selv føre skeen til munden – ofte med stort spild. Barnet begynder at give målrettet udtryk når det vil have mælk, drikke eller noget at spise.
Stimulering: Mad i forskellige konsistenser, som barnet skal bide højt over, og tyggevenligt legetøj.
9-12 måneder
Sprog: Lydene bliver mere varierede, og overgangene fra den ene lyd til den anden, bliver mere sikker. Det er fasen med varieret pludren. Pludren udvikles og sammensættes til længere “sætninger” – også kaldet jargon.
Spisning: Barnet tygger mere effektivt og synker mere af maden end tidligere. Det roterende tygge begynder at modne, hvor tunge og kæbe arbejder tæt sammen. Tungen begynder at kunne slikke mad af læberne.
Nye færdigheder: Barnet kan tage små bidder selv og regulere spisetempo. Det mere præcise pincetgreb om maden begynder, så barnet kan samle små hapsere op og putte i munden.
Stimulering: Drikke med sugerør, mimik-lege og sanglege som “M bah! Sagde en lille grøn frø”.
1-2 år
Sprog: Begynder at sige de første ord, som “hej” og “mad”. I løbet af året, vil barnet kunne sætte to ord sammen, som “bamse spiser”. Barnet kan nu sige alle vokallyde.
Spisning: Tygningen bliver mere stabil, og barnet beholder maden i munden. Styrke i tyggemusklerne øges, og barnet kan spise flere hårde madvarer. Tungen øver sig i at samle maden i munden.
Nye færdigheder: Samler selv koppen op med begge hænder og fører den til munden og drikker. Barnet øver sig i at spise med bestik. Kan puste målrettet, f.eks. for at puste lys ud eller puste sæbebobler.
Stimulering: Variation i mad med forskellige krydderier og i forskellige temperaturer, puste-spil og dufte-lege.
2-4 år
Sprog: Barnet begynder på hv-spørgsmål, som “Hvad er det?”. Nu kan barnet udtale konsonantlyde, hvis de er efterfulgt af en vokal, som “tog” og “vand”.
Spisning: Kæben og tungen arbejder mere modent sammen om det roterende tyggemønster, og barnet kan tygge med læberne lukkede. Barnet har mere kontrol over, hvad der synkes, arbejdes rundt i munden og spyttes ud.
Nye færdigheder: Kan effektivt spise med bestik og selv stikke mad på gaflen. Barnet har god øje-hånd koordination og han holde koppen med en hånd, og drikke uden at spilde. Begynder at have kontrol over spyt, og kan spytte tandpasta ud i vasken.
Stimulering: Slikkepinde, ispinde, slikke piskeriset når der er pisket flødeskum og gnave af rå gulerødder.
4-6 år
Sprog: Barnet kan fortælle sammenhængende om oplevelser f.eks. fra børnehaven. Udtalen af konsonanter efter hinanden bliver mere sikker, som st og br – sten og brun.
Spisning: Tygning og synkning er automatiseret. Det kræver ikke lige så mange kræfter for barnet at spise, men det er stadig en stor sensorisk stimuli. Barnet bliver bedre og bedre til at regulere bid-størrelse.
Nye færdighedheder: Barnet kan selvstændigt spise med kniv og gaffel. De fleste mundmotoriske færdigheder ligner en voksens, men mindre sikker. Barnet kan puste balloner op.
Stimulering: Variation i mad og lege der udfordrer vejrtrækning og mundmotorik. Barnet kan altid forfine sine færdigheder, og i særdeleshed opbygge styrke i musklerne omkring munden. Munden fyldes med vand og barnet skal skyde efter mål med vandet, er et eksempel på en leg, der forfiner og træner præcision.
