Udgivet i

Derfor virker klip af tungebånd ikke

Frenectomi er for mange børn et vigtigt skridt i arbejdet med stramt tungebånd, og der udøres i dag rigtig mange klip, både i Danmark og udlandet. Alligevel oplever nogle forældre, at klippet “ikke virker”. At amningen stadig er svær. At søvnen ikke ændrer sig. At tungen ikke begynder at fungere bedre. 

Det kan skabe både tvivl og frustration. Og netop derfor er det vigtigt at sige det tydeligt:

Klip af tungebånd virker – men ikke alene.

Klippet er en frigørelse

Et klip af tungebånd er en helt praktisk handling: en mekanisk frigørelse af tungen. Det giver tungen mulighed for at bevæge sig mere frit, men det lærer ikke tungen hvordan den skal bruges. 

Hvis man forventer, at mundmotorikken automatisk falder på plads bagefter, kan man blive skuffet. Ikke fordi klippet var forkert, men fordi arbejdet er stoppet for tidligt.

3 mulige årsager

Når det føles som om klippet ikke virker, er der ofte en af tre mulige årsager:

  1. Klippet har ikke været tilstrækkeligt
    Nogle gange er klippet for overfladisk. Det kan se fint ud, men den dybere restriktion er ikke reelt frigjort. I de tilfælde har tungen stadig ikke den bevægelighed, der er nødvendig for at ændre funktion
  2. Det efterfølgende arbejde mangler

Når tungen har været begrænset, har den ikke haft mulighed for at udvikle styrke, koordination og udholdenhed. Efter et klip er det nødvendigt at arbejde videre med:
– Mundmotorisk træning (F.eks. OMFT)
– Afspænding af bindevæv i mund og krop (kropsbehandling, f.eks. MFR)

Uden dette arbejde ved tungen ofte ikke, hvordan den skal bruge sin nye frihed. 

  1. Forventningerne har været urealistiske
    Et klip er ikke en mirakelkur. Det løser ikke i sig selv søvnproblemer, ammeudfordringer eller spisevanskeligheder fra den ene dag til den anden. Forandringer tager tid, og sker gradvist. 

Timing og tålmodighed er afgørende

Det er vigtigt at vide, at man ikke kan vurdere effekten af et klip kort tid efter. Kroppen skal nå at omstille sig, og tungen skal trænes i sin nye bevægelighed. 

Ofte giver det først mening at evaluere effekten efter 6-8 uger, når:

  • Der har været løbende behandling
  • Der er lavet daglige, målrettede øvelser
    F.eks. disse standardiserede øvelser til tungebånd
  • Kroppen har haft tid til at integrere forandringerne

At der ikke er en tydelig effekt de første uger, betyder ikke, at klippet ikke virker.

Helhedsindsatsen er det, der skaber forandring

Mundmotorikken er kompleks, og hænger tæt sammen med spændinger og bevægelsesmønstre i resten af kroppen. Derfor giver det sjældent mening at fokusere på ét enkelt sted.  

Når klip af tungebånd kombineres med mundmotorisk træning og kropsbehandling, skabes de bedste forudsætninger for, at tungen kan tage sin nye bevægelighed i brug.

I takt med at forudsætningerne ændrer sig, og nye funktioner bliver mulige, kan det også give mening at få vejledning i amning eller spisning. Det hjælper barnet – og forældrene, med at omsætte de nye muligheder til praksis i hverdagen.

Vigtig afrunding…

Klip af tungebånd virker – når det udføres ordentligt af en kompetent fagperson, og når det ses for det, det er: en praktisk frigørelse af tungen.

Men frigørelsen er kun begyndelsen. For at få reel effekt skal barnet være klar, kroppen understøttes og forløbet følges til døren med træning, behandling og realistiske forventninger.

Udgivet i

Myofascial Release – hvad det er, og hvordan det kan gavne dit barn

Du har måske hørt om myofascial release, ofte forkortet MFR. Myofascial Release er en blid, manuel terapiform, hvor man arbejder med kroppens fascie – det netværk af bindevæv, som omgiver og forbinder muskler, nerver, organer og led.

I MFR anvendes lette tryk og stræk for at løsne områder, hvor bindevævet er stramt, så kroppen igen får bedre bevægelse og balance.

Hvordan kan MFR gavne børn?

Mange børn kan opleve spændinger i bindevævet – ofte uden at det er synligt udefra. Spændinger kan opstå allerede i graviditeten eller ved fødslen. Ofte opstår spændinger i bindevævet også som følge af begrænset bevægelighed et sted i kroppen.

Myofascial release kan hjælpe ved blidt at støtte kroppen i at slippe spænding, skabe bedre bevægelighed og give mere ro i nervesystemet. For de fleste børn betyder det, at kroppen og munden bliver lettere at bruge.

Mundmotorik og myofascial terapi

Et vigtigt princip bag MFR er, at kroppen er sammenhængende. Fascia forbinder ikke blot to enkelte muskler og led, men er ét kontinuerligt system, der løber fra top til tå. Tungens bindevæv har forbindelse helt ned til fødderne. 

Derfor giver det ofte mening at zoomer ud og se på hele kroppen, når vi arbejder med barnets mund.

Spændinger i mund og kæbe kan afspejle sig andre steder i kroppen. For eksempel i ryg, bækken eller omkring fordøjelsen. Omvendt kan spændinger i kroppen begrænse mundens bevægelighed og kontrol. Når vi arbejder med kroppen som helhed, kan det skabe bedre forudsætninger for, at munden fungerer mere frit.

Stramt tungebånd og MFR

Når et barn har eller har haft stramt tungebånd, handler det ikke kun om et kort stykke væv under tungen. Stramheden kan påvirke hele det fasciale netværk og skabe spændinger i kæbe, nakke og videre ned i kroppen.

Derfor anbefales kropsbehandling ofte i forbindelse med stramt tungebånd, særligt før og efter klip. Her menses manuelt arbejde med bindevævet gennem hele kroppen. 

Myofascial Release kan være en vigtig del af behandlingen af stramt tungebånd. Det er ikke et quick fix, men et supplement, der kan støtte den samlede indsats, som ofte er nødvendig, når man arbejder med stramt tungebånd.

Hvornår giver MFR mening for dit barn?

Myofascial Release kan være relevant, når:

  • Der er kompenserende spændinger i kæbe, nakke eller kroppen
  • Barnet har favoritside eller bananform 
  • Der er efterreaktioner i kroppen efter fødslen
  • Barnet har svært ved at opnå fuld kontrol af tungen og munden
  • Barnet har været, eller skal igennem frenectomy (klip af tungebånd)

En helhedsindsats for mund og krop

Når vi arbejder med barnets mund, arbejder vi også med resten af kroppen. Og når vi arbejder med kroppen, kan det afspejle sig positivt i munden. 

Vil du læse mere om, hvordan mundmotorik, vejrtrækning og kroppen hænger sammen, kan du finde flere indlæg på bloggen.